Artist Statement
Ler er et enestående redskab til at indfange fortællinger. Det husker og beretter skaberens energi og nærvær i hver en berøring. Det er en konstant cirkulær dialog mellem skaberen, værket og i sidste ende beskueren. Min fascination af lerets muligheder og fortællerkunstens kraft danner hele grundlaget for mit ønske om at videreføre de gamle traditioner i en ny kontemporær kontekst.
I en verden af unødvendig overflod, er det vigtigt for mig, at vi kun bringer ting ind i denne verden som giver mening og har noget at bidrage med. Jeg ser et stærkt behov for, at vi får skabt nye dialoger og refleksioner, som ikke kun går på tværs af generationer og status, men også landegrænser. Det er her, jeg tror på, at fortællerkunstens kraft indenfor design og kunsthåndværk befinder sig og kan være med til at påvirke vores handlinger og mønstre som individ og verdensborger.
Min inspiration kommer oftest fra et interessant ord, psykologisk term eller en eventyrlig fortælling. Nysgerrigheden driver mig ud i en omfattende fordybelse og undersøgelse til det færdige værks udtryk. I processen forholder jeg mig til hvordan jeg kan bruge lerets styrke og kvaliteter til bedst at formidle min vision.
Med en legende tilgang skaber og opbygger jeg magiske universer som sammenflettes med vores verden. Humoren er vigtig, da jeg vil skabe et frirum for mit publikum til at gå på eventyr og opdagelse i både deres egen sind og krop.

